Værket indbyder seerne til en rolig kystscene malet i en stille rytme, fejret som et symbol på impressionismen. Det rolige hav, med sine bløde, bølgende bølger, fanger straks opmærksomheden, glitrer i nuancer af teal og blå, inviterer til eftertænksomhed. Hver penselstræk er et hviskende vidnesbyrd om Monet's genialitet, der udtrykker bevægelse og lys på en måde, der næsten virker levende; havet glitrer under solen og reflekterer den klare, åbne himmel med antydninger af bløde hvide og luftige blå farver.

I det fjerne står de robuste klipper fast mod havet, deres brune og grønne nuancer harmonerer med de rolige vande. Horisonten strækker sig langt og antyder en uendelighed, der vækker både frihed og ro. Dette maleri udstråler varme og transporterer én til en doven sommerdag ved havet; man kan næsten høre den fjerne klukken af bølgerne og suset fra kystvinden. Monets evne til at fange de flygtige effekter af lys og farve giver os mulighed for at vidne til dette øjeblik, der fryser i tiden, men stadig livligt og fyldt med liv.