I dette stille vinterlandskab folder scenen sig ud med en blød, dæmpet palet, der dominerer det meste af lærredet. Sneen dækker jorden, som glitrer under en bleg, vinterlig himmel, der uden besvær smelter sammen med horisonten. En ensom vogn, trukket af en hest, bevæger sig langsomt ned ad den knap perceptible sti og udstråler en følelse af fredelig isolation. Hytterne med stråtag er delvis synlige, deres former blødgjort af det dybe lag sne—hver penselstræk skaber en delikat taktil kvalitet, der inviterer seerne til næsten at føle friskheden af luften. Træerne, frie for blade, står som tavse vogtere, pyntet med hvide lag af sne, hvis snoede grene når ind i luftens rum.

Ved at indfange et øjeblik i tiden udstråler kompositionen ro og stilhed; de bløde bølger af snebelagt terræn fører beskuerens blik langs den snoede vej. De subtile farvekontraster tilføjer dybde—nuancer af grå, blå og bløde hints af brun væves sammen i denne vinterlige gobelin, hvilket illustrerer Monet's dygtighed i at håndtere lys og skygge. Det fremkaldt en bittersød nostalgi—måske en påmindelse om den fredelige ensomhed, der ofte findes i naturen. En legemliggørelse af den impressionistiske ånd, dette værk fungerer ikke blot som et indblik i den stille skønhed af en sneklædt dag, men afspejler også Monet's dybe værdsættelse af det landskab, der omgiver ham, og indbyder publikum til at nyde stilheden ved denne sneklædte scene.