Denne sarte pasteltegning fanger en ung piges stille uskyld, mens hun holder sin dukke, et øjeblik frosset i tiden med bløde streger og dæmpede farver. Kunstneren bruger dygtigt bløde ferskentoner, hvidt og sort til at give barnets udtryk en øm sårbarhed, mens hendes store hat indrammer det tankefulde blik og skaber en stille intimitet. Kompositionen balancerer de flydende linjer i kjolen og dukkens konturer og væver deres tilstedeværelse sammen i en drømmende, næsten æterisk atmosfære. Denne ømme fremstilling lader os mærke stoffets blødhed og barnets forsigtige greb og vækker nostalgiske minder om barndommens flygtige mirakler.

Udført tidligt i 1900-tallet legemliggør dette værk kunstnerens lyriske tilgang til portrættet og kombinerer impressionismens frihed med delikat akademisk skisseteknik. De løse, men bevidste linjer giver scenen liv og bevægelse, mens den varme farvepalet blødgør den tomme baggrund og skaber et hyggeligt rum. Værket antyder temaer som ungdom, uskyld og beskyttelse og fremhæver den følelsesmæssige dybde bag et tilsyneladende enkelt motiv. Indhyllet i en sentimental aura inviterer værket betragteren til at stoppe op og reflektere over den stille skønhed i hverdagens øjeblikke og ømme relationer.