Dette udsøgte værk, gennemsyret af en æterisk atmosfære, fanger opmærksomheden med sin rolige skildring af vandliljer. Forgrunden er en blød omfavnelse af cremede hvide og bløde lavendeltoner; de delikate vandliljer flyder stille på overfladen af vandet, deres kronblade er både indbydende og effimeriske. Under overfladen antyder dybere blå nuancer de ukendte dybder af dammen, som skaber et subtilt kontrast til de livlige nuancer af liljerne. Samspillet mellem lys og skygger fremhæves af de grønne græsstrå, der bøjer sig over vandet, deres lange svajende former kaster sarte refleksioner på vandet. Monets mesterlige penselstræk ser ud til at give liv til scenen; hver stroke er et eftertænksomt hviskende i dette øjeblik af stilhed.

Fra afstand kan man næsten ikke modstå trangen til at blive draget ind i de farvelag, der omslutter lærredet, hvor de bløde grønne nuancer harmoniserer med de bløde blå nuancer, og vækker en følelse af fred og ensomhed. Monet fangede ikke kun den visuelle skønhed i landskabet, men også en følelsesmæssig essens, der dybt resonere. Ved længere gazing opstår der en næsten meditativ kvalitet, der kommer fra at observere interaktionen mellem lys og skygge, og indbyde til refleksion. I denne stille oase kan man næsten høre den lette hvisken af blade og føle det kølige berøring af vandet - en oplevelse, der overskrider tid og rum.