I dette fængslende udsigt over en jernbanebro, der strækker sig over en stille flod, væves nuancer af blå og grøn sammen, hvilket afspejler vandets fred under. Monet bruger korte, udtryksfulde penselstræk, der inviterer os til at føle dampe i elvens behagelige bølger og det blide raslende græs ved bredden. Broen, både solid og sart, fungerer som en metafor for fremskridt og står i kontrast til den naturlige skønhed i det omkringliggende landskab. Dampmasser stiger fra et tog, der passerer ovenfor, hvilket giver en følelse af bevægelse. Når solen kaster sit lys og skygger, kan man næsten høre det fjerne pift fra toget; en sentimental henvisning til de industrielle fremskridt i dengang.

Stående foran dette kunstværk kan man værdsætte kunstnerens evne til harmonisk at kombinere natur og industri. Den omhyggeligt komponerede præsentation, hvor broen placeres diagonalt på lærredet, leder betragterens blik langs scenen, mens den frodige vegetation fungerer som en ramme, der fremhæver livskraften i miljøet. Dette værk afspejler ikke kun øjeblikkets skønhed, men antyder også den transformerende kraft af modernitet, og fanger en æra, hvor den naturlige verden og jernbanens tid eksisterede side om side. Monets penselstræk, fuld af energi, genlyder med en stærk følelse af nostalgi, vækker en længsel efter simplere tider, også selvom de svinder ind i historien.