Maleri fanger et storslået syn på den Store Blå Kilde, med sine hypnotiske mønstre af farver og dybde. Forgrunden viser en fin kombination af gyldne brune og bløde gule nuancer, der minder om smeltet jord, der gradvist glider over i de rolige nuancer af turkise og kobaltblå i selve kilden. Damp, der stiger, slynge sig i atmosfæren, skaber en tåget slør, der blødgør adskillelsen mellem jord og himmel. Horisonten, fyldt med et varmt, blegt lys, antyder den atmosfæriske romantik af en solnedgang og giver scenen en følelse af ro. En lille gruppe figurer, måske rejsende eller eventyrere, står i midten, og tilbyder et perspektiv på skalaen af dette naturvidunder, mens de fjerne bjerge smukt rejser sig, deres bløde konturer fusionere med den fjerne himmel.

Kunstnerens brug af akvarel forstærker det æteriske i landskabet—de delikate penselstræk og de flydende vasker vækker en følelse af bevægelse og liv i terrænet. Farverne er ikke blot pigmenter på en side, men følelser, der manifesterer sig i toner, der taler til beskuerens fantasi, og indbyder dem til at nyde charmen ved Yellowstones geotermiske vidundere. Letheden af paletten skaber en fornemmelse af luft, idet de antyder, at luften er gennemsyret af varmen fra kilderne, måske endda fyldt med lydene af boblende vand og hviskende vinde. Dette maleri fungerer ikke kun som en malerisk repræsentation af harmonien i naturen, men indkapsler også ånden af opdagelse, der definerede det nittende århundrede, en tid hvor Amerika begyndte at værdsætte sine naturlandskaber og markerer begyndelsen på bevægelsen for bevarelse.