En fredfyldt, men melankolsk scene udspiller sig, hvor en stor bygning, formodentlig et palads, er dækket af et kraftigt snefald; arkitekturen, selvom den er imponerende, blødgøres af snefnuggenes blide berøring. Kunstneren bruger mesterligt spillet af lys og skygge, med den snedækkede jord og strukturer, der tjener som et lærred for himlens og de fjerne figurers dæmpede toner. Kompositionen trækker øjet til en central sti, der antyder det travle liv, der fortsætter selv midt i den stille storm. Penselstrøgene er synlige og teksturerede, hvilket giver en fornemmelse af kold, frisk luft. Jeg kan næsten mærke vindens bid i mine kinder og sneens knas under mine fødder.