Scenen udfolder sig med en påtagelig fornemmelse af friskhed, som om man lige var trådt ud efter en rensende regn. Vejen glimrer og reflekterer den overskyede himmel, og bygningerne langs siden virker blødgjort af fugtigheden. Kunstnerens dygtige penselstrøg fanger lysets og skyggens spil på de våde overflader og skaber en følelse af dybde og atmosfære. Himlen dominerer, et vidtstrakt område af lysende skyer, der bølger hen over lærredet, med et glimt af blåt, der titter frem.

Kompositionen er omhyggeligt afbalanceret, med vejen, der leder blikket ind i det fjerne, og bygningerne og træerne, der giver en visuel modvægt til himlen. Et blødt, næsten melankolsk humør gennemsyrer scenen, fremkaldt af den dæmpede farvepalet og stilheden i luften. Det er et fanget øjeblik, en stille observation af hverdagen, men ophøjet af kunstnerens skarpe blik og udtryksfulde teknik. Skorstenen i det fjerne antyder industriens tidsalder, men fokus forbliver på roen efter regnen.