I dette fængslende landskab fanges beskueren straks af det vidunderlige samspil mellem lys og farve. Kompositionen domineres af to fremtrædende halmhøje, hvis bløde, rundede former bløder horisonten. Disse former er gengivet i en livlig palet af røde, lyserøde og purpurfarver, der harmonerer med de varme nuancer af den stigende eller sænkende sol, som kaster en drømmende glød over scenen. De hurtige og tilsyneladende spontane penselstræk vidner om Monets mesterlighed i at fange naturens flygtige kvaliteter. Ved nærmere eftersyn fremstår de slørede konturer af fjerne træer, hvilket tilføjer til følelsen af ro og ensomhed, og indbyder til kontemplation.

Den følelsesmæssige påvirkning af dette værk er dyb; det vækker en følelse af fred og stille skønhed, der minder os om de flygtige øjeblikke i naturen, der ofte overses. Historisk set afspejler dette maleri en periode, hvor kunstnere frigjorde sig fra den traditionelle repræsentation og i stedet trak inspiration fra deres umiddelbare miljø og de følelser, det fremkaldte. Monets værk er betydningsfuldt, da det markerer essensen af impressionismen, en bevægelse, der fejrede den unikke opfattelse af lys og atmosfære og gav beskueren mulighed for at opleve øjeblikket snarere end blot at observere det. Dette stykke indfanger ikke kun en scene, men også essensen af tid og rum, hvilket efterlader et varigt indtryk på sjælen.