Denne komposition udfolder sig foran os, en fortryllende afbildning af rolige vande, der stråler med et fint præg af lys og farve. Den rolige overflade af Seinen spejler en frodig klynge af træer, hvis levende grønne nuancer sømløst blander sig med hints af blå, som om naturen selv nyder en stille dans. Penselstrækene er bløde, men målrettede og fanger essensen af impressionismen—hvor hver penselberøring føles levende, flydende, og ligeså flygtig som øjeblikket selv. Der er en håndgribelig ro; det føles som om tiden står stille, hvilket inviterer nogen til at stoppe op og ånde ind skønheden af scenen.

Den overordnede farvepalet er en symfoni af bløde nuancer—bløde gule, dæmpede grønne og en eterisk blå, som sammen vækker følelsen af en rolig eftermiddag. Den måde, hvorpå lyset leger på vandets overflade skaber en effekt af glitrende refleksioner, næsten som om refleksionen er en illusion, der slører grænserne mellem jord og himmel. Det er en invitation til at dykke ned i denne pastorale himmel, hvor naturens lyde og det blide hvisken af blade fylder luften. Monets genialitet skinner igennem, da han fanger ikke blot et landskab, men en oplevelse—et øjeblik af fred, som resonnerer dybt i sjælen, og fortsætter længe efter, at betragteren er gået videre.