Maleriets tiltrækningskraft er øjeblikkelig, ikke? Det er som et øjebliksbillede af en parisergade, frosset i tiden. Kompositionen er slående med et let skråt perspektiv, som om vi kigger ned fra en balkon eller et vindue i nærheden. Brugen af farver er bevidst; dæmpede jordfarver danner baggrunden, hvorpå figurerne i deres mørke beklædning og de dristige hatte træder frem. Hunden, en charmerende farveklat, tilføjer scenen et strejf af spontanitet, og kassen, som en kvinde holder fast i, er den eneste antydning om en moderne bekvemmelighed. Man kan næsten høre den fjerne rumlen fra vognene og hvisken fra de forbipasserende, selve byens puls.