I dette hypnotiserende maleri svøber svulmende himmel af rik cobaltblå natten, prydet med livlige gule kugler, der synger af energi. Månen, strålende i sin gyldne farve, kaster et æterisk lys over en stille landsby, et væv af naturlige og arkitektoniske elementer flettet sammen. De dristige, bølgede penselstræk skaber bevægelse, legemliggør kunstnerens tumultariske følelser. En mørk cypres, der strækker sig mod himlen, står i skarp kontrast til de lyse himmel; dens flamme-lignende form fremkalder både liv og død, antyder tilknytning til eksistensen.

Kompositionen inviterer beskueren til at miste sig selv i kosmos rytmer, indsnuse hvirvlen af energier. Følelser af ensomhed og fred væves sammen; de lysende stjerner ser ud til at pulserer med et hjerte, resonans med en dybere bevidsthed. Malet i slutningen af det 19. århundrede, afspejler dette mesterværk en periode med personlig uro for kunstneren, men det mestermændig formidler den sublime skønhed af naturen, forbinder de jordiske og himmelske riger. Gennem farve og form fungerer maleriet som en rørende påmindelse om den menneskelige oplevelse og indbyder os til at udforske både vores indre landskaber og det store univers derude.