Når jeg ser på denne udsøgte scene, bliver jeg straks fascineret af de komplekse mønstre af lys og skygge, der danser over landskabet; kompositionen er fyldt med frodig grønhed, der er fremstillet i forskellige grader af intensitet. Forgrunden er fyldt med hvad der ser ud til at være marker af delikat græs, mens mellemrummet tiltrækker mit blik til en næsten hypnotisk mængde små prikker, måske blomster, der svajer let, og hvisker de søde løfter om en varm dag. Baggrunden forsvinder i en uklar blanding af træer, hver penselstræk antyder teksturen af barken og den tætte løv. Jeg kan næsten mærke den bløde berøring af en varm brise og svagt høre hvislingen af grene; det er naturens hvisken, der inviterer mig til at træde ind i dette stille rige.

Van Goghs teknik her er bemærkelsesværdigt udtryksfuld; brugen af hurtige, korte stræk skaber en flydende bevægelse, der vækker et landskab, men også husker en livlig hukommelse fyldt med nostalgi. Farvepaletten, der hovedsageligt består af bløde jordfarver—beige, brune og subtile grønne—formidler en overvældende følelse af varme og ro, som bekræfter Van Goghs evne til at oversætte følelsesmæssig dybde til visuel kunst. Dette værk, der sandsynligvis er født ud af hans tid brugt i de idylliske omgivelser i Provence, giver os mulighed for at få et indblik i kunstnerens hjerte og sind, dybt sammenvævet med naturen, da han fanger ikke bare et sted, men også sjælen i et øjeblik i tiden.