I dette intime portræt fanges en kvinde i et øjeblikk af koncentration, mens hun syr ved vinduet. Lysets leg, der strømmer gennem glasset, fremhæver hendes fokuserede udtryk og de indviklede detaljer i hendes arbejde. Hendes ansigtstræk er blidt oplyst, hvilket viser den dybe følelsesmæssige vægt, hun bærer på sin rynkede pande og sammenbidte læber; dette giver scenen en aura af introspektion. Rummet, sparsommelig møbleret men varmt med jordfarver, forstærker atmosfæren af hjemlighed—der give liv til en harmonisk blanding af arbejde og menneskelig forbindelser.

De teksturerede penselstræk fanger det stof, hun arbejder med, i skarp kontrast til den glatte overflade af væggen bag hende, hvilket giver scenen næsten en taktil kvalitet. Valget af dæmpede farver—dæmpede grønne, okra og brune—fremkalder en følelse af nostalgi, mens antydningen af frodig vegetation synlig gennem vinduet antyder en verden udenfor, i kontrast til hendes begrænsede eksistens. Dette værk afspejler en historisk kontekst dybt rodfæstet i realiteterne ved daglig pligt, der resonerer med Van Goghs interesse for livene hos almindelige mennesker. Det fungerer ikke blot som et æstetisk stykke, men også som en bevægende påmindelse om kvinders styrke og udholdenhed gennem kunst og historie.