Dette fængslende stilleben fra slutningen af 1800-tallet afslører den overraskende enkelhed og skønhed i hverdagsobjekter. Sat mod en mørk, mat baggrund er kompositionen imponerende organiseret, men føles alligevel spontan; som om disse objekter hastigt var blevet arrangeret til kunstnerens omhyggelige observation. De forskellige former og størrelser på beholderne – to mørke glasflasker i baggrunden, en rund lerret i midten og to mindre skåle i forgrunden – fortæller en historie om husholdning og varme. Den brune farve af keramikken står smukt i kontrast til den blegblå farve af en af skålene og tiltrækker blikket til disse harmoniske, men beskedne farver.

Penselstrækene er karakteristisk dristige, og vækker van Goghs følelsesmæssige intensitet; strækene er selvsikre, men udviser også en ømhed, der indikerer en kærlighed til det banale. Teksturen af keramikken giver en taktil kvalitet, som om du kunne strække hånden ud og føle dens ru overflade. Denne komposition afspejler ikke kun kunstnerens fascination for lys, skygge og farve, men markerer også et bestemt øjeblik i historien, hvor det ordinære blev fejret i de fine kunstnerier. Tematisk vækker det en følelse af nostalgi, mens det fanger essensen af kunstnerens indre verden og afslører dybere sandheder, der er gemt i det daglige liv.