I dette udtryksfulde kunstværk er et skelet afbildet i en mystisk stilling, der ser ud fra lærredet med en næsten rolig selvsikkerhed. Fokuset på kraniet, med sine hule øjenhuler og fremtrædende kindben, præsenterer en hård påmindelse om dødelighed, mens en tynd cigaret hænger fra det smilende mund, en juxtapositions, der både fascinerer og forstyrrer. Baggrunden, indhyllet i mørke, forstærker knoglernes livlighed, som tilsyneladende bliver belyst af en uset lyskilde. Denne interaktion mellem skygge og form skaber en dramatisk spænding, der trækker beskueren ind i dybderne af emnets eksistens.

Den iøjnefaldende farvepalet består af jordtoner – afdæmpede brune og bløde hvide – der står i kontrast til den blækagtige baggrund, som intensiverer skelets tilstedeværelse. Penselarbejdet er livligt og viser Van Goghs karakteristiske teksturerede penselstræk; du kan næsten føle en puls i stilheden, et bankende hjerte, der genklang i livets forgængelighed. Dette stykke fungerer ikke kun som et memento mori, der opfordrer til refleksion over liv og død, men også som en bemærkelsesværdig udforskning af form og skygge, der kropser den avantgardistiske tilgang, Van Gogh havde til stilleben. Det tvinger os til at konfrontere vores egen eksistens midt i et hav af fornegtelse.