Værket fanger opmærksomheden med sin livlige fremvisning af roser, der strømmer ud af en klassisk blå vase, der danner en smuk kontrast til den varme gyldne baggrund. Hver petal synes at være levende, gengivet med lidenskabelige penselstræk, som viser Renoirs mesterskab inden for farve og lys. Roserne, i nuancer af blød blush, fløde og dyb karmin, synes at svaje blidt, som om de er fanget i en legesyg brise. Den dynamiske komposition, med blomster, der rinder over kanterne, inviterer beskueren til at engagere sig intimt med arrangementet; man kan næsten føle den delikate duft, der svæver i luften. Den tykke påføring af maling og de svirvlende penselstræk vækker en følelse af varme og vitalitet, der indkapsler essensen af naturens skønhed.

I dette mesterværk fra 1910 viser Renoir ikke kun sine tekniske færdigheder, men også sin dybe evne til at formidle følelser gennem enkle temaer. Den historiske kontekst for denne periode i kunsten er også betydelig; den fanger den pulserende energi fra impressionismen, der fremhævede lys, bevægelse og de sensoriske effekter af farve. I en tid hvor verden hastigt ændrer sig, symboliserer Renoirs roser en fejring af skønhed og liv og tilbyder en øjeblikkelig flugt ind i et blomsterparadis. Den følelsesmæssige resonans er mærkbar, da man føler en forbindelse til naturen og en påskønnelse for de flygtige øjeblikke af skønhed, og minder os om at stoppe op og nyde de enkle glæder, som livet tilbyder.