Dette udtryksfulde maleri fanger et øjeblik af introspektiv skønhed og tragisk myte. Den centrale figur, en ung mand prydet med en livlig blomsterkrans og et delikat regnbuefarvet bånd, læner sig yndefuldt op ad en gammel, overvokset ruin. Hans ungdommelige, næsten æteriske skikkelse er malet med fine penselstrøg, der fremhæver hudens blødhed og spændingen i hans positur. Baggrunden forener natur og klassisk arkitektur, hvor frodig grøn vegetation slynger sig om stenkolonner og buer og skaber en næsten andenverden-lignende atmosfære. Farvepaletten er dæmpet, men rig, domineret af jordfarvede grønne, brune og bløde blå nuancer, med indslag af rødt og orange, der trækker blikket mod det udtryksfulde ansigt og blomsterdetaljerne.

Kompositionen balancerer mesterligt den menneskelige figur med omgivelserne og vækker myten om Narcissus, kendt for sin fascination af sit eget spejlbillede. Brugen af lys og skygge tilføjer dybde og en følelse af melankoli, som om figuren er fanget mellem virkelighed og illusion. Den følelsesmæssige effekt er dyb — man mærker både skønhed og sorg, et intimt øjeblik frosset i tiden. Historisk set afspejler værket symbolismens interesse for myter, drømme og den indre verden, hvilket gør det til en visuel fest og en eftertænksom fortælling om identitet og selvkærlighed.