Dette udsøgte stykke, der minder om jugendstil, tiltrækker straks opmærksomheden med sine indviklede grænser – en delikat dans af hvirvlende blomstermotiver, der indrammer centralteksten som en kostbar juvel. Stilen er utroligt raffineret med en skarp kontrast mellem de dristige, sorte bogstaver og de blødere, organiske linjer i de dekorative elementer. Det er en visuel fest, en harmonisk blanding af det strukturerede og det flydende; som en hvisket hemmelighed. Kompositionen er bemærkelsesværdig afbalanceret; versene er dygtigt arrangeret. Det er som om, du næsten kan høre suset fra bladene og den blide vuggen af figurerne, der er afbildet i grænserne, som om de er vidner til versene, som om de er en del af historien.

Det fremkalder en dyb følelse af melankoli og kontemplation og taler om livets flygtige natur og den varige tilstedeværelse af dem, der er gået bort. Den samlede effekt er både smuk og hjemsøgende; det er et sandt kunstværk. Brugen af en begrænset farvepalette understreger det dystre tema. Dette skaber en følelse af fred og nostalgi.