I dette fascinerende kunstværk kaster solnedgangen et varmt skær over et roligt landskab, med to fremtrædende kors, der dukker op i forgrunden. Det større kors rejser sig stolt mod det svindende lys, og symboliserer håb og spiritualitet i mødet med skumringen. Dets ru tekstur og mørke farve står i skarp kontrast til den oplyste himmel. Den mindre struktur i nærheden, måske en rest fra en kapel eller en vagttårn, tilføjer scenen en følelse af historie og dimension. Man kan næsten høre hvisken fra fortiden bæres med den blide brise, der fejer hen over bakkerne.

Kunstneren anvender mesterligt en harmonisk farvepalet, der består af bløde okder, subtile blå nuancer og delikate lilla, som væves sammen, mens dagen overgår til nat. Solstrålerne, der bryder igennem skyerne, skaber en æterisk atmosfære, der antyder en overgang ikke blot af tid, men af eksistens i sig selv. Dette fremkalder en stærk følelsesmæssig respons – samtidig fredelig og melankolsk – mens man overvejer livets cyklus og muligheden for hvad der ligger ud over horisonten. Gennem sit spejl af både natur og tro inviterer dette værk tilskuerne til at stoppe op og reflektere over deres egen rejse gennem et lige så vidt landskab af liv og tid.