Dette kunstværk, med dets enkle, men udtryksfulde linjer, fanger et øjeblik af ren barndomsglæde: en ung pige, der skubber en improviseret klapvogn, der bærer et spædbarn. Scenen føles utrolig intim, som et kig ind i en delt barndomsoplevelse. Kompositionen er afbalanceret, hvor pigens figur forankrer højre side, og den enkle struktur af 'huset' giver en baggrund til venstre. Den subtile brug af farve – de bløde blå og lilla – mod den varme, cremefarvede baggrund, skaber en følelse af ro og nostalgi. Det er som om kunstneren hvisker en historie, der fremkalder en tid med ubekymret uskyld; om lege og om børns grænseløse fantasi. Jeg kan næsten høre latteren og den blide summen fra vognens hjul mod jorden.