Værket fanger elegant den efemære skønhed ved Pourville-kysten ved lavvande. En tumultarisk kamp med skummende bølger danser på lærredet og vever en rolig fortælling om havet, der møder kysten. De omhyggeligt malede penselstræk – synlige, livlige og næsten håndgribelige – fremhæver de bølgende mønstre af vandet, hvor nuancer af cerulean og turkis smelter sømløst ind i de falmede hvide, hvilket antyder et blødt kærkomment af solens lys på overfladen. Lyset leger med øjet, oplyser scenen, mens skyggerne antyder bevægelse, hvilket inviterer beskueren til at opleve ikke kun et simpelt landskab, men en levende enhed i konstant forandring.

Når det kommer til komposition, forstærker den næsten minimalistiske tilgang fokus på vandets teksturer og gør havet til et væv af følelser. Horisonten, markeret af subtile skibe i baggrunden, tilføjer et strejf af eventyr og rummelighed til billedet. Disse fjerne elementer fungerer som en malers underskrift – en påmindelse om, at selv når vi udforsker lokale landskaber, er havet uendeligt forbundet med bredere oplevelser. Virkningen af dette værk er uden tvivl dyb; det vækker en følelse af fred, men vækker samtidig et ønske om udforskning og ro. I konteksten af Monets værker fremstår dette stykke som et primært eksempel på hans evne til at kombinere impressionistiske teknikker med en håndgribelig følelse af den naturlige verden, hvilket eksemplificerer hans passion for at indfange livets flygtige øjeblikke.