Scenen udfolder sig foran os, hvor de bølgede bakker er dækket af en række af grønne nuancer, der harmonisk smelter sammen med den uendelige blå himmel. Dette værk transporterer beskueren til den rolige landsby nær Auvers, hvor blikket føres gennem de bølgende marker, prikket med pletter af nypløjet jord, pyntet med penselstræk, der antyder arbejdet af menneskelige hænder—de omhyggeligt gravede pløjer i landskabet. Van Gogh's ekspressive penselstræk fanger ikke kun de fysiske egenskaber af markerne, men også deres følelsesmæssige resonans; de giver genklang med en følelse af fred, men også med en understrøm af længsel, måske reflekterende over kunstnerens egen tumultariske rejse gennem livet. De livfulde toner kulminerer i en farvedans; de klare gule og bløde ocre blander sig, yderligere fremhævet af de dybe jordtoner, der forankrer kompositionen mod den fjerne horisont.