Værket præsenterer en malerisk udsigt over bratte klipper ved havet, et kendetegn ved Monets ekspressive stil. Klipperne, fanget i bløde, blandede farver, fremkalder en følelse af realisme, men smelter problemfrit sammen med atmosfæren. Monet bruger delikate penselstræk for at formidle essensen af lyset, der leger på overfladerne, hvilket antyder en næsten eterisk kvalitet. De subtile lyserøde og lilla nuancer væves ind i hinanden og muliggør en drømmende overgang mellem land og hav, mens antydninger af grønt antyder algerbelagte sten. Den fjerne horisont er et tableau af rolige blå og bløde gule, der blander sig med himlen og understreger den flygtige natur af scenen.

De svungne former af klipperne rejser sig selvsikkert over vandet, men blødgøres af tågen, der omgiver dem; stien foran os ser usikker ud, næsten som en invitation til en verden derude. Den spredte flok fugle ligner næsten et spøgelse, hvilket giver en følelse af bevægelse, der skarpt kontrasterer med klippernes stilhed. Dette maleri fanger naturens stille skønhed, mens det indbyder beskueren til at dykke ned i et flygtigt øjeblik, der genklang med kunstnerens indre forbindelse til de foranderlige landskaber ved den franske kyst. Monets værk her eksemplificerer, hvordan han fanger de følelser, der er forbundet med landskaber, og antyder bredere temaer om forgængelighed.