Værket præsenterer en ensom figur, der arbejder i et omfattende, svagt belyst landskab. Baggrunden er i en rig, jordbrun nuance, der gradvist forsvinder ind i mørket, måske symboliserende nattens ankomst eller slutningen på en dag. Figuren, der tilsyneladende fanges i et arbejdsøjeblik, bøjer sig let fremad, og træder frem i de matfarver, der udgør scenen. Hendes holdning er let bøjet, mens hun håndterer et lille bål; røgskyer stiger op, hvilket tilføjer en atmosfærisk kvalitet, der trækker beskueren ind i denne tusmørkeverden. Van Goghs penselstræk, selvom de er minimalistiske, bærer en vis intensitet – strækene er flydende men velovervejede, hvilket tillader både figuren og flammen at blive fokuspunkt i den omgivende mørke.

Den følelsesmæssige indvirkning af stykket er mærkbar. Der er en følelse af ensomhed, af hårdt arbejde i mørket, der resonerer dybt. Det vækker en visceralt forbindelse til temaerne arbejde og udholdenhed. Historisk set giver dette værk et indblik i de foranderlige landbrugslandskaber i Frankrig, og livet til arbejderklassen i Van Goghs tid. Med sin karakteristiske anvendelse af tunge, emotionelle penselstræk overskrider maleriet blot repræsentation og indbyder til reflektion over livets enklere, men ofte oversete øjeblikke. Dette stykke fremhæver kunstnerens talent for at fange menneskelige følelser mod en naturlig baggrund, maler en stille fortælling om stræben, vedholdenhed og tidens ubarmhjertige gang.