Dette maleri inviterer beskueren ind i en stille, næsten hviskende verden, hvor to figurer sidder i en lille træbåd, der stille driver langs en rolig flod. Scenen er indhyllet i en tåget, afdæmpet atmosfære skabt af en palet domineret af bløde grå, afdæmpede grønne og jordbrune farver, som tilsammen skaber en følelse af ro, men også en svag melankoli. Kunstnerens subtile penselstrøg fanger det bløde krus af vandet og de blide teksturer af træerne langs bredden, hvis tætte løv er indhyllet i en blid tåge, der udvisker grænserne mellem jord, vand og himmel. Kompositionen balancerer den kompakte, næsten silhouetlignende båd med de høje træer til højre og leder blikket naturligt langs det rolige vand mod en blødt defineret horisont.

Det mest slående er den ømme intimitet mellem figurerne og landskabet; man kan næsten høre det blide plask fra vandet og hvisken fra bladene, der bevæges af en mild brise. Det overordnede indtryk er eftertænksomt, som om tiden er gået i stå for at give plads til et øjebliks fredelig refleksion. Værket afspejler den franske landskabstradition fra det 19. århundrede, hvor lys og atmosfære var lige så vigtige som motivet selv, og fanger et flygtigt, næsten drømmende indtryk af naturen. Billedets blødhed og tilbageholdenhed fører beskueren ind i et meditativt rum og vækker følelser af ensomhed, forbindelse og dyb påskønnelse af naturens subtile skønhed.