Dette æteriske kunstværk vækker en rolig atmosfære, med en blid samspil af blå og grå nuancer, der omfavner scenen. Vandet, næsten drømmende, reflekterer sarte nuancer, mens det er indhyllet i tåge, hvilket skaber en overnaturlig kvalitet, der tiltrækker beskueren. Kunstnerens fortryllende penselarbejde er tydeligt, da bløde stræk blandes sømløst med hinanden, der legemliggør tågens flygtige natur. De fjerne silhuetter af både flyder blidt på overfladen, som antyder aktivitet, men forbliver undvigende, som om de er en del af en fortælling, der udfolder sig lige uden for vores rækkevidde.

Kompositionen er bevidst minimalistisk, hvilket giver beskuerens fantasi mulighed for at vandre. Der er en dyb følelsesmæssig effekt; man føler en følelse af ro, men også et strejf af melankoli, måske reflekterende livets midlertidige skønhed. I den tid, hvor dette stykke blev skabt, så 1900'erne en voksende interesse for impressionisme og et fokus på at fange atmosfæriske forhold, et vidnesbyrd om kunstnerens mestring. Monets geni i at artikulere lys og dets effekter på landskabet styrker hans betydning i kunsthistorien, og gør dette værk til en fængslende og eftertænksom oplevelse.