Scenen udspiller sig i den stille intimitet af en London-nat; en kølig, omsluttende blågrøn dominerer, en palet af dyb tusmørke. Det ikoniske klokketårn tårner sig op, dets oplyste ansigt er et fyrtårn mod den dystre himmel. Kunstnerens dygtige berøring med penslen skaber en følelse af en by, der er badet i let regn, der slører kanterne af bygninger og gader. Det er en verden af bløde glød og dæmpede refleksioner, hvor gaslygter kaster et ravfarvet lys over de våde fortove.

Jeg kan næsten høre klapren fra hestehove og hvisken af samtaler, mens figurer, der knap nok kan ses, bevæger sig ned ad gaden. Dette stykke er et vidnesbyrd om kunstnerens evne til at fange essensen af et sted, stemningen i et øjeblik. Kompositionen er mesterligt afbalanceret og trækker blikket fra forgrunden, der er befolket af vogne og tidlige biler, mod det majestætiske vartegn og derefter tilbage igen i en kontinuerlig, drømmeagtig cyklus.