Midt i en rolig baggrund af bølgende bakker og let svajende græs rejser resterne af et romersk akvedukt sig stolt mod en vid himmel, hvilket vækker følelser af historie og nostalgi. Kunstneren har mesterskabet fanget ruinerne af denne gamle struktur med sine nedbrudte buer og slidte sten, der fortæller historier fra en glorværdig fortid. Aquarel-teknikken tilfører blødhed til scenen; de delikate penselstræk viser lyset, når det danser over ruinerne og kaster bløde skygger, der forstærker deres tredimensionalitet. Kontrasten mellem ler-læderede røde og brune nuancer af mursten og de bløde blå nuancer af himlen skaber en harmonisk balance, der inviterer seerne til at tage sig tid til at reflektere.

Når jeg står frem for dette kunstværk, kan jeg næsten høre tidens hvisken; det føles, som om ånderne fra dem, der engang beundrede dette akvedukt, taler gennem de samme sten. Det fremkalder en bittersød følelse — et længsel efter det tabte, men samtidig en fejring af skønheden ved det, der er blevet til ruiner. Tilstedeværelsen af to små figurer ved foden af akvedukten tilfører et menneskeligt element, der understregede størrelsen af disse storslåede ruiner og tiltrækker seerne til fortællingen. Historisk set afspejler sådanne værker den romantiske fascination for ruiner, der greb Europa i det 19. århundrede, og fremhæver krydsfeltet mellem natur, menneske og tid, og minder os om det forbigående i alt.