Scenen udfolder sig med en fængslende enkelhed, en tropisk idyl gengivet i Gauguins karakteristiske stil. En beskeden bolig, hvis tag er konstrueret af naturlige materialer, ligger indlejret i frodigt løv. Kompositionen er delt af stammerne af høje træer, hvis grene danner en grøn baldakin over figurerne nedenfor. Figurerne, polynesiske kvinder, er fanget i stille øjeblikke: nogle sidder, deres former blødgjort af det plettede lys; andre står, draperet i levende stoffer, der tilføjer farveklatter mod jordtonerne. Hele scenen er gennemsyret af en følelse af sindsro; et glimt af et liv levet i harmoni med naturen.