En stille, men dynamisk komposition udfolder sig i bløde blå farver og iøjnefaldende linjer, som afslører et landskab, der er prydet med enkle huse under en blid, tumlende himmel. Kunstneren ser ud til at føre en legesyg samtale med naturen, idet han bruger virvlede penselstræk, der danser hen over lærredet; disse stræk giver liv til de stormfulde skyer og det bølgende terræn, hvor hvert element harmonerer i en ballet rytme. Husene, der er ydmyge i størrelse, udsender varme—men de ser ud til at være let tabt i naturens storslåede omfavnelse, omgivet af bølger af vind, der flyder gennem landskabet.

Farvepaletten, der hovedsageligt består af forskellige nuancer af blå, indgyder en kølig ro, men antyder en følelsesmæssig dybde under overfladen. Dette stykke resonnerer med en fornemmelse af nostalgi, der næsten er håndgribelig, som om man kunne høre hviskelserne af vinden passerende gennem træerne og de fjerne kald fra landsbyen. Skabt i en periode med personlig tumult, fanger dette værk van Goghs uroligheder, mens det samtidig fejrer skønheden og roen i landlivet. Det føles, som om han inviterer beskueren ind i et øjeblik af stilhed midt i livets kaos, hvilket er et vidnesbyrd om hans fantastiske evner og skarpe indsigt i menneskets tilstand.