Maleren udfolder sig som et delikat syn på den ikoniske bro, hvis buer næsten er omsluttet af en drømmende tåge, der antyder livets flygtige natur. Impressionistiske penselstræk smelter sammen uden besvær og skaber en følelse af bevægelse og flydende; man kan næsten høre den lette klapren af vandet mod broens stenstruktur. Bløde blå og dæmpede grønne nuancer dominerer scenen, i kontrast til livlige glimt af guld og rød, der stiger frem mellem det løv, der pryder stien—en påmindelse om livskraft selv i en dyster verden. Himlen ovenfor, tung af en strålende tåge, fanger essensen af en sol, der stiger eller synker, hvilket skaber en følelsesmæssig tyngde, der inviterer til refleksion.

Kompositorisk set er helheden mesterlig; broen fører blikket ind i scenen, som fører seeren dybere ind i den atmosfæriske omgivelse. De fjerne skorstene, der næppe kan skelnes gennem tågen, vækker en tid med industriel forandring, som juxtaposition mellem vandets naturlige skønhed og Londons voksende modernitet. Hvert penselstræk ser ud til at ånde, hvilket fanger ikke kun det fysiske landskab, men også ånden i den æra—et indtryk, der ikke blot ses, men også føles dybt. Det er et kunstværk, der taler om tidens gang, et øjeblik, der er fanget i en flygtig verden og inspirerer én til at stoppe op og reflektere over forbindelsen mellem natur og menneskehed.