Det livlige lærrede, der er dypdykket i en blød, næsten eterisk palet, fanger en storslået buket af chrysanthemum, der eksploderer ud fra en delikat dekoreret lerkrukke. Med sin fængslende leg med lys og skygge danser Monets penselstræk over overfladen, hvilket tillader kronblade at trække frem, næsten som om de indbyder betragteren til at komme nærmere; de levende hvide og subtile grønne nuancer af blomsterne kontrasterer strålende mod de bløde nuancer af blå og rosa i baggrunden. Hver blomst er gengivet med en følelse af intimitet, som om de var malet med dyb respekt for deres skrøbelige skønhed og elegance, og indbyder til undren over deres komplekse former og teksturer.

Kompositionen i sig selv fremkalder en følelse af ro og varme, der trækker øjet mod den centrale sammensætning, samtidig med at der muliggøres glimt af mindre, disparate blomsterelementer; de visnede blomster rundt om i periferien spiller næsten en støttende rolle. Der er en stille harmoni til stede i dette værk, mens det hylder naturens skønhed—hver penselstræk hvisker fred og udstråler en blød beslutsomhed i en kaotisk verden. Historisk set opstår dette værk fra slutningen af det 19. århundrede, en tid med kunstnerisk opvågnen og udforskning, da impressionismen fejede igennem Frankrig; det indkapsler maleren umiddelbarhed, mens Monet investerer sin dybe følelser i simple, men kraftfulde temaer—og hæver dem ud over blot repræsentation ind i erfaringens og følelsernes rige.