I dette rolige landskab fanger en dramatisk klippe beskuerens opmærksomhed; dens grove kontur blødgøres af delikate penselstræk, der synes at flyde som akvareller mod en blid baggrund. Kunstnerens teknik med at påføre lag af lyse pastelfarver vækker en harmonisk relation mellem jord og himmel. Farvepaletten er en symfoni af dæmpede lilla, grønne og bløde blå toner, som harmonerer som beskuerens blik bevæger sig hen over kompositionen; det inviterer til en følelse af ro og introspektion. Det er som om beskueren næsten kan føle den blide brise og høre de fjerne bølger, der skvulper mod klipperne.

Selve kompositionen er både enkel og kompleks, afhængig af samspillet mellem farve og form for at skabe en følelse af dybde. Brugen af lys—måske som reflekterer solnedgangen—giver klippen et æterisk skær, hvilket får den til at fremstå næsten overjordisk. Dette maleri afspejler naturens overgange og de flygtige øjeblikke; det fremkalder tanker om forandring, både i naturen og inden i os selv. Monets impressionistiske stil fanger essensen af scenen snarere end de præcise detaljer, og opfordrer beskueren til at udfylde hullerne med deres egen fantasi og følelser, hvilket skaber en personlig forbindelse til værket.