I dette charmerende portræt sidder en ung pige yndefuldt mod en baggrund af blomsterdesigns, hendes engleagtige ansigt fanget med bløde penselstræk og pastelfarver. Hendes udtryk er introspektivt, måske tabt i tanker eller drømme, mens hun holder en delikat dukke, hvis hvide kjole næsten flyder som et vandfald af skyer. Den overordnede komposition afspejler en følelse af intimitet og ømhed; pigens afslappede holdning og de bløde kurver af hendes kjole skaber en harmonisk balance. Hendes hår er pænt stylet, prydet med et lille tilbehør, der antyder en legesyg uskyld.

Den rige farvepalette bruger varme nuancer af malva og jordfarver, som vækker en følelse af nostalgi — ligesom et værdifuldt minde, der får liv på lærredet. Monets penselarbejde, selvom det ikke er så løst som i hans senere værker, bevarer stadig en impressionistisk kvalitet; hver penselstræk tilfører liv til pigens omgivelser og formidler teksturen af hendes tøj. Dette intime øjeblik klinger med følelser, der fanger ikke kun essensen af barndom, men også den flygtige natur af uskyld. Den historiske kontekst fra slutningen af det 19. århundrede, som så en stigende værdiansættelse af familieliv og skønheden i enkle øjeblikke, giver værket en dybere betydning og inviterer seeren ind i en verden af varme og familiære bånd.