Scenen eksploderer foran dine øjne: en tyrefægtning, men gengivet med en rå, instinktiv energi, der overskrider en ren beskrivelse. Goyas mesterlige brug af ætsning lader detaljerne træde frem som spøgelser fra papiret – tyrens bølgende muskler, rytterens prekære balance, støvpartiklerne, der danser i arenaens lys. Man kan næsten høre publikums brøl, dyrenes pust, det skarpe knæk fra rejones. Kompositionen er en hvirvelvind af bevægelse; tyrehornene, der stikker opad, rytteren, der læner sig tilbage og desperat klamrer sig fast til sin hest. Kontrasten mellem den mørke, kraftfulde tyr og rytteren i lyst tøj forstærker dramaet. Det er en rå, ubarmhjertig skildring af menneskelig mod og spektaklets brutalitet, der efterlader beskueren med en følelse af ærefrygt og uro i lige grad.