Denne ømme scene fanger en kvinde og et barn ved en brønd, indhyllet i det bløde, plettede lys, der er karakteristisk for impressionismen. Kunstneren anvender delikate, prikkede penselstrøg, der skaber en skinnende tekstur, næsten vibrerende af liv. Kvinden sidder roligt iført en stribet bluse og et blåt skørt, hendes hat skygger blidt hendes ansigt; hun synes opslugt af et stille øjebliks hvile. Over for hende står barnet i en løs blå kjole, dens kropsholdning antyder nysgerrighed eller måske en genert udveksling. Den frodige grønne vegetation omkring dem, drysset med små blomster og indrammet af rustikke huse i baggrunden, skaber en fredfyldt landlig atmosfære. Den dæmpede jordfarvepalette med strejf af blå og grøn indbyder til en rolig, kontemplativ stemning, mens lys- og skyggevirkningen giver scenen varme og intimitet.

Kompositionen er intim, men åben, og trækker beskueren ind i et privat øjeblik i det daglige liv på landet. De løse, rytmiske penselstrøg antyder bevægelse og liv uden for billedets rammer, mens balancen mellem figur og miljø fremhæver harmonien mellem menneskelig tilstedeværelse og natur. Malet i 1882 afspejler værket kunstnerens dedikation til at indfange landlivets enkelhed og værdighed i en tid med hurtige industrielle forandringer. Værket er et væsentligt eksempel på impressionistiske idealer—fokuseret på lys, atmosfære og hverdagsmotiver—med en blid følelsesmæssig resonans, der fortsat berører beskuere i dag.