Dette maleri er et visuelt digt, en gribende klage, et skrig mod baggrunden af en verden i industrialisering. Kompositionen er et foruroligende bybillede, et brudt syn på en moderne metropol præget af forstyrrende sammenstillinger. En kjole hænger, et symbol på Fridas identitet tilsyneladende suspenderet i luften, forbundet af skrøbelige linjer til de andre elementer. Elementer, som Frihedsgudinden, er en skarp påmindelse om de værdier, som Frida føler er ved at smuldre omkring hende.

Kunstneren anvender en kold palet, med blå og grønne farver dominerende, men de røde fabrikker og flammerne under bygningen tilføjer en visceral varme, et kontrapunkt af ødelæggelse og måske passion. Det er som om hun viser tabet af renheden i det gamle og korruptionen af det nye. Det er et maleri, der hvisker om fremmedgørelse og uro, en kraftfuld udtalelse om den menneskelige tilstand i mødet med ubønhørlig forandring, en refleksion over tabet og åndens varige kraft.