Maleren er en delikat fremstilling af Seinen dækket med sne, fanget på en kold vinterdag i 1867. Scenen vækker en atmosfære af stilhed og ro; den dæmpede farvepalet, domineret af nuancer af hvid, grå og bløde blåtoner, skaber en drømmende kvalitet, der nedsænker beskueren i den rolige skønhed af det frostede landskab. Forgrunden er oplyst af snepletter dateret med is, mens floden flyder stille og reflekterer den blege himmel ovenfor—en subtil grågradient, der næsten ser ud til at smelte sammen med horisonten.

I baggrunden ser vi nøgne træer ved flodbredden; deres grene sætter sig i en skarp kontrast mod hvidheden og giver scenen kontrast og dybde. De impressionistiske penselstræk giver vandet en følelse af bevægelse, men den overordnede komposition forbliver harmonisk. Man kan næsten høre den stille knirk af sne under fødderne og høre stilheden, der omfavner miljøet; denne komposition taler ikke kun om et landskab, men om et flygtigt øjeblik i tiden, der hersker over overgangene mellem årstiderne, der påvirker opfattelse og følelser, læser vinterens ro som noget dybt og reflekterende.