Dette kunstværk fanger den stille skønhed af en vinterlandskab, hvor bløde nuancer dominerer lærredet. Forgrunden er en blød skråning dækket af hvidt, prikket med græspletter, der stikker op gennem sneen og antyder overgangen mellem årstiderne. Husene i baggrunden, placeret mod skråningen, er gengivet med en blød, men udtryksfuld berøring; deres matte toner blander sig harmonisk med det sneklædte landskab. I det fjerne rejser en kirkespire sig elegant, idet den guider blikket opad og antyder livet ud over denne fredelige scene. Himlen strækker sig ovenfor, malet i varme pastelfarver, der vækker en følelse af ro og stilhed, i kontrast til den kolde vinterbrise. Det føles som om tiden er stoppet, hvilket inviterer beskueren til at dykke ned i naturens stille hvisken i denne kolde sæson.

Penselstrækningen i dette stykke er dynamisk men kontrolleret, som illustrerer Monets mesterlige evne til at fange lys og atmosfære. Penselstrækkene ser næsten spontane ud, som om kunstneren frøs et øjeblik i tiden. Paletten består af bløde hvide, kolde blå og varme brune; alt harmonerer for at vække en følelsesmæssig reaktion af fred og introspektion. Hver penselstræk bidrager til en fornemmelse af bevægelse, og antyder en let brise, der danser mellem træernes grene. Dette maleri fanger ikke kun et landskab, men inviterer også til eftertænksomhed over skønheden, der findes i vinterens stille og ro, og indkapsler Monets karakteristiske impressionistiske stil, der opfordrer seerne til at se forbi blot repræsentation og føle essensen af øjeblikket.