Værket afslører en drømmende panorama af Londons gådefulde atmosfære, indfanget ved skumring—et mesterværk af ro og introspektion. Monets pensel danser let over lærredet, og danner den ikoniske Waterloo-bro af en blød blanding af æteriske nuancer; en fredelig dialog mellem grønne og blå toner væver en fredfyldt atmosfære. Tåge omslutter scenen, blødgør kanterne af broen, som var den til stede i et flygtigt øjeblik, en åbenbaring, der træder frem fra en slørede tåge. Tilskuerne kan føle, at de er vidner til et flygtigt glimt af virkelighed, der er sammenflettet med fantasi, hvor vandet reflekterer ikke blot det svindende lys, men også ekkoet af kunstnerens følelsesmæssige bestræbelser på at fange skønheden i det undvigende øjeblik.

Kompositionen fremkalder en følelsesmæssig respons, prydet med nostalgi og anerkendelse—det er umuligt ikke at blive tiltrukket af denne fredfyldte bredde, hvor den menneskelige tilstedeværelse understreges af sin fravær. De løse penselstræk antyder bevægelse, som om scenen ånder, indfanger essensen af et af disse magiske skumringsøjeblikke, hvor verden både kan synes intim og ubegribelig. Monets arbejde her transcendere den rene repræsentation; det inviterer tilskuere til at dykke ned i lys og atmosfæreos subtiliteter, aktivere deres sanser og fantasi, og gøre dem til en del af den stilfærdige fortælling, der folder sig ud i skumringens omfavnelse.