Der er noget dybt dragende ved dette kunstværk; det fanger essensen af en fjord, en vanddans hvor land og vand fletter sig sammen. Monets penselarbejde, præget af bløde og flydende stræk, smelter sammen til delikate teksturer, der fremkalder en følelse af ro. De sølvblå vand, fanget med forskellige nuancer af grøn, ser ud til at glitre, som om de reflekterer det flygtige lys fra dagen, mens den fjerne landmasse er dækket af et blødt hvidt sne, der antyder vinterens hårdhed midt i en scene af skrøbelig skønhed.

Kompositionen er både balanceret og indbydende; landet, der strækker sig diagonalt over lærredet, trækker beskuerens blik mod horisonten. Det skaber en følelse af rum, der fremkalder følelser af frisk luft og den fantastiske natur skønhed. De atmosfæriske forhold – interaktionen mellem himmel og hav – omfavner os i en næsten drømmeagtig tilstand, der fører os til et øjeblik af ro. Dette kunstværk indkapsler ikke kun det geografiske landskab af Oslo, men rummer også de følelsesmæssige nuancer af minder og nostalgi, som ofte findes i Monets værker.