I dette udtryksfulde lærred udfolder et landskab af Montmartre sig foran vores øjne, der præsentere ikke blot en idylisk bakketopsceneri, men også et pejlemærke for Vincent van Goghs følelsesmæssige fortolkning af rural liv. Den fremtrædende grønne skråning, livfuld men afdæmpet, guider vores syn mod en række træbygninger, måske livets sande puls for dem, der boede der; nysgerrigt er der en ensom figur, en person i blåt, der går beslutsomt forbi. Denne enestående tilstedeværelse giver en lag af fortælling, vækker en følelse af forundring og introspektion om, hvem de er og hvor de mon er på vej hen.

Van Goghs virvlende penselstræk formidler en følelse af bevægelse og dybde; græssets teksturer udsender en indbydende vitalitet mod en mere afdæmpet baggrund af et overskyet himmel. Farvepaletten, domineret af jordbundne grønne og okrer, måler både roen og det arbejdende sind i dette landskab, i kontrast til den kaotiske energi i bymiljøer. Historisk set var det at male denne scene fra Montmartre betydningsfuld for van Gogh i 1886; det repræsenterer hans forbindelse til dette kunstneriske centrum og den voksende bohemske liv, der omgav Paris, hvilket antyder en transformerende rejse for en maler, der søgte både ensomhed og inspiration i naturen. Med hvert blik føler man en følelsesmæssig tiltrækningskraft - en refleksion af håb, længsel, eller måske den rolige accept af livets stille øjeblikke.