I dette gribende landskab udfolder der sig en scene, der antyder naturens livs- og døds-cyklus. Forgrunden er et væv af faldne træstammer og grene, hvis snoede teksturer er gengivet med fine linjer, der antyder alder og forfald. Hver trædel synes næsten antropomorf, som om den har en sjæl og ligger stille. Baggrunden stiger blødt op mod en tåget horisont, hvor træerne står som vagter og hvisker mod den blege himmel. Der er en dikotomi i dette værk; mens jorden er dækket af rester af vitalitet, føles den overordnede atmosfære rolig og minder os om den naturlige verdens fred midt i dens evige forvandlinger.

Kunstneren bruger en dæmpet farvepalet - bløde brune, dæmpede grønne og subtile grånuancer - som forstærker den fredelige, men rørende atmosfære i landskabet. Lyset synes diffust, måske ved skumring, og kaster lange skygger, hvilket fremhæver teksturerne i denne stille fortabelse. Det inviterer til refleksion over tid, forfald og interaktionen mellem liv og død. Historisk set inkorporerer dette værk den romantiske fascination for naturen og fremhæver dens sublime skønhed og iboende melankoli. Det fungerer som en stærk påmindelse om kunstnerens forbindelse til de cykler, der findes på jorden, en evig dans mellem skabelse og opløsning, der dybt resonerer i os alle.