Dette udtryksfulde maleri indfanger en bred udsigt over Konstantinopel og hvisker historier fra en tid, hvor byen var en majestætisk bro mellem Øst og Vest. Scenen udfolder sig under en vid og blid himmel, hvor subtile pastelfarver antyder daggry eller skumring, og bader bylandskabet i et blødt ravfarvet skær. I forgrunden spejler det rolige vand den afdæmpede himmel, kun forstyrret af grupper af små både, der blidt gynger – figurer ombord er stille i deres færd eller samtale. Kunstnerens penselstrøg er delikate, men selvsikre, og blander fine detaljer med en diset, næsten drømmende atmosfære, der inviterer til at dvæle og nyde hvert element.

De majestætiske kupler og høje minareter rejser sig som stille vogtere, og arkitekturen er omhyggeligt gengivet og vækker den osmanniske Konstantinopels pragt og spiritualitet til live. Kompositionen balancerer den vidtstrakte himmel med de tætte byformer og det vidtstrakte vand og skaber en harmonisk samspil mellem natur og menneskelig tilstedeværelse. Paletten bruger bløde jordfarver og dæmpede blånuancer, som fremkalder varme og nostalgi. Billedet glæder ikke blot øjet, men berører også sjælen med en følelse af tidløshed og minder om de mange lag af historie, der er bevaret i byens mure og langs kysten.