Dette afdæmpede, men fængslende havlandskab trækker beskueren ind i en kølig og rolig atmosfære, domineret af udstrakte, bløde blå vande, som strækker sig mod en fjern kystlinje under en truende, grå himmel. De subtile nuancer af turkis og gråblåt i vandet kontrasterer blidt mod det mørke, frodige grønt på landet i det fjerne, mens sandbankerne skinner i dæmpede beige toner. Den vide himmel, dækket af tætte, bølgende skyer, formidler en fornemmelse af en kommende storm eller vejrligsskift, hvilket giver værket en stille spænding og en naturlig majestæt. Kunstnerens bløde, præcise penselstrøg harmonerer kompositionen til en rolig helhed, hvor det horisontale fokus forstærker følelsen af rolig rummelighed og inviterer til fordybelse.

Udført i 1902 reflekterer værket en unik kombination af postimpressionistisk klarhed og en afdæmpet fauvistisk indflydelse, hvor fokus ligger på tonal harmoni frem for dramatiske farvekontraster. Den afdæmpede palette og den afbalancerede komposition fremkalder både den poetiske strenghed og den rustikke charme ved den bretonske kyst og indfanger det subtile samspil mellem hav, land og himmel med minimalistisk elegance. Det er en stille, men kraftfuld hyldest til naturens stemninger, der afslører kunstnerens skarpe blik for subtile lys- og atmosfæreforandringer, som vækker følelsesmæssig resonans under den rolige overflade.