Scenen udspiller sig med en dramatisk flair; kunstneren bruger mesterligt lys til at guide vores øjne. En stråle af æterisk lys bryder frem fra himlen og oplyser en due - symbolet på Helligånden - mens den daler ned mod de centrale figurer. Denne himmelske indgriben er fokuspunktet, der øjeblikkeligt trækker os ind i det hellige øjeblik. Kunstnerens dygtighed er tydelig i gengivelsen af figurernes muskuløse kroppe, der formidler både styrke og sårbarhed. Kompositionen er dynamisk med en klar følelse af bevægelse. Kontrasten mellem lys og mørke skaber en håndgribelig følelse af mystik og ærefrygt og forstærker scenens følelsesmæssige virkning.