I denne charmerende skildring stråler to piger af en blid uskyld, der er karakteristisk for Renoirs værker, fanget i et øjeblik af delt latter. Pigen til venstre, smykket med en livlig rød hat dekoreret med roser, ser kærligt på sin ven. Værket lever af bevægelse; de bløde penselstræk skaber en varme, som om beskueren næsten kan høre deres latter blande sig med kvitrelyde fra bladene i baggrunden. Farvepaletten forenes harmonisk — bløde blå, strålende hvide og sarte gule — skaber en atmosfære af ro og glæde. Der er en legende udveksling mellem de to subjekter, fremhævet af deres hatte, der symboliserer en ungdommelig livsglæde, næsten udfordrende beskueren til at slutte sig til deres bekymringsløse verden.

Kompositionen fokuserer på forbindelsen mellem pigerne, der læner sig ind mod hinanden, og skaber en tilgængelig intimitet, der er iboende i deres kropsholdning. Hver penselstræk føles som om den er bevidst, men alligevel flydende, som om Renoir har tilført frihed i brugen af impasto-teknikken for at forstærke tekstur og dybde. Dette værk, skabt i 1910, passer smukt ind i konteksten af impresjonistbevægelserne, der hylder den skønhed, som hverdagen bringer, mens det samtidig resonnerer med en følelsesmæssig dybde, der inviterer beskueren til at huske sine egne barndomsvenner. Renoir, gennem sin hudløse brug af farver og komposition, formulerer effektivt en længsel efter ungdommelig enkelthed og glæde, og indfanger et flygtigt øjeblik, der taler til hjertet.