I dette rørende værk er det umuligt ikke at føle vægten af verden, der presser ned på de afbildede figurer. Fire kvinder, bøjet og belæsset, navigerer det snedækkede landskab, hver bærer tunge sække med kul. Den afdæmpede farvepalet fremkalder en kold, dyster atmosfære; nuancer af grå og brun dominerer og forstærker følelsen af træthed og kamp. Der er en foruroligende enkelthed i deres holdning, med hovederne bøjet og skuldrene sænket, som om de modstår både vejrets hårdhed og deres hårde liv.

Kompositionen af værket trækker blikket fra forgrunden mod den uklare baggrund; en påmindelse om en ligeglad verden, der fortsætter uanset sværhedsgraden af kvinderne opgaver. Den snebelagte jord, prydet med bløde fodaftryk, repræsenterer både den fysiske belastning i deres dagligliv og den stille anerkendelse af deres modstandskraft. Ved at betragte dette værk kan man føle en overvældende empati, man kan forestille sig lyden af deres fødder, der slebes henover den kolde, ru sne — et ekko af liv fyldt med arbejde og vedholdenhed. Van Gogh fangede mere end blot en scene; han afslørede en fortælling om kamp og styrke, der genlyder gennem tiden.