I dette introspektive selvportræt præsenterer kunstneren en bemærkelsesværdig nærhed; de rå penselstræk og de livlige farver gør det muligt for beskueren at føle den følelsesmæssige vægt, der svæver i luften. Hudtonerne, der er gengivet med en jordfarvet palette, står i skarp kontrast til den virvlende baggrund af blå og grøn. Denne levende kontrast fremhæver ikke kun subjektets eftertænksomme udtryk, men indkapsler også en følelse af tumult og refleksion. Man kan næsten høre stilheden af refleksion, der ekkoer fra lærredet, mens kunstnerens gennemtrængende blik forstyrrer og inviterer til eftertænksomhed.

Kompositionen tiltrækker dig; ansigtets kantede linjer og de omhyggeligt detaljerede øjne bliver dybe fokusområder, der udstråler skrøbelighed og styrke. Det er et spejl af Van Goghs indre kampe, der afslører en sammensmeltning af angst og modstandskraft. Historisk set var denne periode præget af betydelig personlig opbrud for ham, hvilket tilføjer lag til værkets betydning. Som et vidnesbyrd om hans unikke stiludvikling indfanger dette stykke intensiteten af hans sene værker, der stærkt formidler dybden af menneskelige følelser og eksistentielle undersøgelser.